Vedtægter

§1
Foreningens navn er “Grundejerforeningen Granparken”. Dens områder er de arealer, der er omfattet af den af Bygmester Egon Larsen, Aarslev ApS foretagne udstykning fra matr. nr. 31i af Årslev by og sogn, beliggende ved Overvejen i Årslev, idet bemærkes, at udstykningen omfatter 49 parceller samt de i området udlagte veje, stier og grønt område.
Foreningens hjemsted er Årslev kommune.
Foreningens værneting er Odense By- og Herredsret

§2
Grundejerforeningen er stiftet i henhold til bestemmelsen herom i de respektive ejeres tinglyste skøder. Grundejerforeningen har til formål blandt andet i overensstemmelse med de på parcellen pålagte servitutbestemmelser og i overensstemmelse med de øvrigt i de respektive ejeres skøder aftalte vilkår, at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser såvel indadtil som udadtil, herunder blandt andet at forestå finansiering, administration, drift og vedligeholdelse af fælles friarealer.

§3
Foreningen er upolitisk og kan uden ændringer i nærværende love tilsluttes en eventuel sammenslutning af grundejerforeninger. Ejere af parceller, der er udstykket af det i §1 nævnte område er berettiget og forpligtet til at være medlem af grundejerforeningen.
Ophører et medlem at være ejer af en eller flere af de omhandlende ejendomme, bortfalder medlemsretten og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue.

§4
Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen, skal senest 14 dage efter handelens indgåelse fremsendes til foreningen.
Medlemskabet er først effektivt, når kontingent er betalt og et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig til at udrede det skyldige beløb samt eventuelt andre restancer, og får de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.

§5
Kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det kommende regnskabsår. Kontingentet betales helårligt forud.
Restancer med kontingent og andre medlemmerne pålagte bidrag medfører, at at det pågældende medlems stemmeret er suspenderet, indtil restancen og eventuelt i forbindelse med opkrævning på løbne omkostninger, herunder advokatsalær, behørigt er indbetalt.

§6
Fordelingen af de på de enkelte andele eller parceller faldende bidrag og kontingenter i henhold til §5, skal ske med lige parter til hver andel eller parcel og fordeles ikke efter facadelængde eller areal.

§7
For dispositioner, foretaget af bestyrelsen inden for den bestyrelsen ved nærværende vedtægter givne bemyndigelse eller i henhold til særlig bemyndigelse efter generalforsamlingsbeslutning, hæfter medlemmerne solidarisk en for alle og alle for en.

§8
Bestyrelsen består af 3 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for en to-årig periode, idet der dog skiftevis afgår en og to medlemmer hvert år, første år efter lodtrækning. Til bestyrelsen vælges endvidere en suppleant, der vælges for et år ad gangen. Der kan finde genvalg sted.
Såfremt ingen ønsker valg til bestyrelsen, vil der blive foretaget lodtrækning blandt alle husstande. Et sådan valg kan ikke nægtes. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv med formand, kasserer og sekretær. Protokollen underskrives af de tilstedeværende medlemmer.
Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen i et fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor dette skønnes nødvendigt. f.eks. assistance af advokat, landinspektør, arkitekt, ingeniør m.v.
Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan der, dersom det efter arbejdets karakter skønnes rimeligt, ydes kassereren, sekretæren og eventuelt andre medlemmer af bestyrelsen et rimeligt honorar, der fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.

§9
Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private. Denne råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.
Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer. Ved salg, køb eller pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af hele bestyrelsen.

§10
Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 1 bestyrelsesmedlem forlanger det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, heraf enten formanden eller kassereren.
Formanden, eller i hans fravær kassereren, leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed for sit bo, skal bestyrelsen snarest muligt ved selvvalg, gældende til næste ordinære generalforsamling, supplere sig med en af de ved generalforsamlingen valgte suppleanter.

§11
Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden anerkendte udgifter. Han fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemsprotokol.
Kassereren underskriver alle kvitteringer og kassebeholdningen skal henstå på en konto i bank eller sparekasse eller girokonto.
Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige kr. 1.000.000.
Foreningens regnskabsår er fra 1/1 til 31/12. Årsregnskabet afleveres af kassereren til formanden inden 15/2. Formanden videreekspederer regnskabet til den af generalforsamlingen valgte revisor, der har 1 måned til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger.
Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest den 15/3.

§12
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
Medlemmerne skal indkaldes ved brev med mindst 2 ugers varsel, og samtidig skal det reviderede regnskab, formandens beretning samt foreningens budget for det kommende år fremsendes.
Generalforsamlinger og møder sammenkaldes af bestyrelsen. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen.
Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle på generalforsamlingen. Forslag til vedtægtsændringer skal skriftligt tilgå medlemmerne inden generalforsamlingen.

§13
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det for formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.
Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af medlemmerne, skal medlemmerne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til seneste 14 dage efter at udsende indkaldelser til ekstraordinær generalforsamling.

§14
For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden:

1: Valg af dirigent.
2: Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3: Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4: Forslag fra bestyrelsen, derunder fastsættelse af kontingent.
5: Forslag fra medlemmerne.
6: Valg af medlemmer til bestyrelsen
7: Valg af 1 suppleant til bestyrelsen
8: Valg af 2 revisorer blandt foreningens medlemmer
9: Eventuelt

Forslag fra medlemmerne eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlinger eller møder, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen senest 4 dage inden den pågældende generalforsamling. Forslagsstilleren skal være til stede på generalforsamlingen og motivere sit forslag. I modsat fald kan forslaget ikke behandles.

§15
Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte stemmeberettigede. Afstemningen kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt, når 10% af de tilstedeværende medlemmer eller bestyrelsen kræver skriftlig afstemning. Hver andel eller parcel giver een stemme, og ejere af flere andele eller parceller har een stemme pr. andel eller parcel. Det er tilladt at lade sig repræsentere ved behørig skriftlig fuldmagt.
Til vedtægtsændringer fordres, at mindst 1/2 af de stemmeberettigede deltager i stemmeafgivningen, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer, stemmer for.
Såfremt en ordinær generalforsamling ikke er beslutningsdygtig mht. vedtægtsændringer, da er en af bestyrelsen indkaldt ekstraordinær generalforsamling beslutningsdygtig vedrørende samme vedtægtsændring uanset det fremmødte antal. Forslag til vedtægtsændringer kan hermed vedtages med almindeligt flertal. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

§16
De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer, og denne har fuld bevisgyldighed i enhver henseende.
De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger samt beslutninger, der i henhold til nærværende vedtægter måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmer, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægterne og eventuel indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning. Medlemmerne er indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtige til at opfylde de dem i henhold til beslutningerne pålagte pligter – de være sig af økonomisk eller anden art – ligesom foreningen uanset sagsanlæg eller senere appel skal være berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse.